lørdag 12. februar 2011

Bliv frivillig på Corazon Grande og få en oplevelse for livet!

Vi er et ægtepar fra Danmark på hver 52 år som for et par år siden besluttede os for at bruge et halvt år på at arbejde som frivillige på børnehjemmet Corazon Grande i Tiquipaya, Cochabamba.

Vi har begge taget orlov fra vores arbejde i Danmark som henholdsvis sygeplejerske og serviceleder på en voksenuddannelses skole. Og hvordan er det så at være her? Intet mindre end fantastisk.

Det har allerede beriget vores liv at tilbringe vores tid sammen med børn og voksne her. Mange har sagt til os at det er en fantastisk af os at hjælpe disse børn ved at være sammen med dem og ved at ville dem. Det er måske rigtig nok, men man skal ikke glemme at vi får ligeså meget ud af det som dem, bare på en anden måde.

Inden vi kom, kunne vi tale lidt spansk, og vi har brugt tid og penge på at få privat undervisning flere gange om ugen. Derudover er der jo rig mulighed for hele tiden at praktisere det vi lærer så vores spanske sprog forbedres løbende. ( Til orientering koster det 40 bolivianas = 30 d.kr. at få ene timers undervisning).

I begyndelsen gik vi meget op i vores arbejdstider som var fire dage om ugen inkl. lørdag og søndag fra ca. 8 om morgenen til 19 om aftenen. Nu er det lidt mere flydende, vi træder mere til når vi ser der er behov for det og går ikke så meget op i hvad dag det lige er. Vi laver dansk mad torsdag og søndag til stor glæde for alle, som elsker fremmed mad. Det modsatte gælder såmænd os, som er vilde med den boliviansk kost personalet her laver. Der bruges masser af frugt og grøntsager her og vi har lært at lave forskellige typiske retter. Maden her er i det hele taget sund og velnærende og alle får hvad de kan spise.

Der bor p.t. 20 børn her i alderen fra 2 til 15 år. Det er rigtig rart at der er stor aldersspredning da det gør arbejdet her meget afvekslende. Da vi er her som frivillige har vi ikke faste pligter, men laver det der er brug for og det som har vores interesse og hvor vi kan udnytte vores egne resurser. Vi tilbringer meget tid sammen med børnene, leger, spiller bold, danser m.m. Vi hjælper også med det praktiske bl.a. vasketøjet, oprydningen m.m. Vi har fejret Lucia, jul og nytår med et miks af traditioner fra Bolivia og Skandinavien.

Derudover har vi forskellige projekter som at bygge borde/bænke, lave førstehjælpskursus, tage børnene på ture/ferie m.m. Vi har været opmærksomme på personalet her, som gør en meget stor indsats for alle.
Her er der også plads til at vi har haft besøg af venner fra Danmark samt vores to døtre. De er alle faldet for stedet her ligesom os.

Der er ind imellem også frustrationer specielt p.g.a sproglige vanskeligheder, og vi har været både sure, vrede og triste, men det er som regel over småting, og alle de gode stunder opvejer til fulde de små genvordigheder.
Tiden flyver af sted og snart skal vi hjem. Det bliver svært at forlade både børn og voksne, men vi vender også tilbage som andre før os.

Vi kan varmt anbefale et ophold som frivillige her på Corazon Grande.

Kirsten og Ivan, Lejre Danmark (oktober 2010 til april 2011)
.

Ingen kommentarer: